Oplevelser
Oplevelser og omgivelserne omkring Stammershalle Badehotel
omgivelserne omkring Stammershalle Badehotel
Stammershalle Badehotel ligger på en af Bornholms smukkeste strækninger mellem Gudhjem og Tejn. Præcis overfor hotellet finder man et stort udvalg af kulturhistoriske minder, og man skal ikke gå mange skridt, før man er ude i den storslåede Bornholmske natur med Helligdomsklipperne og Døndalevandfaldet indenfor rimelig gåafstand.
Se mere om Bornholm lige her
VED HAVET
Endelig må I ikke snyde jer selv for en tur til Danmarks østligste punkt, Ertholmene med Christians Ø og Frederiks Ø.
Her kan man opleve et fantastisk fugleliv, og en pragtfuld natur med ro og tid til eftertænksomhed. Christiansøfarten sejler dagligt fra Gudhjem til Christians Ø.
Har I ikke mod på selv at kæmpe mod bølgerne, er det også muligt, at sejle med Hammerhavnens Bådfart, der sejler ind i de imponerende klippehuler ved Hammerknuden.
M/S Thor sejler en smuk tur langs kysten mellem Helligdomsklipperne og Gudhjem. Der sejles på begge ruter, hvis vejret tillader det, så det er en god ide, at spørge os i receptionen, hvis dette kunne have jeres interesse.
VED SKOVEN
Den såkaldte bornholmske nationalplante, Apennina anemonen, vokser i skoven.
Denne fredede plante er måske hjembragt af nogle udenlandsrejsende, for mange, mange år siden. Den regnes for en varietet af den sydeuropæiske Anemone apennina og burde derfor have sit eget varietetsnavn.
Troldeskoven ligger på samme side som hotellet. Her er der fundet en skibssætning, der i dag er frilagt, samt rester af en gravplads fra jernalderen. I dag er de 3 bautasten det eneste spor af gravpladsen. Ligeledes findes der østligst i Troldeskoven, en Jættestue. Her er der fundet rester af en boplads fra Bondestenalderen.
VED HOTELLET
Lige overfor hotellet er der fundet en del gravanlæg fra bronze- og jernalderen. I gravene er der fundet flintredskaber, lerkar, bronzesmykker m.m.
Har du mod på at udforske området på cykel, er det muligt at leje disse hos os i receptionen. Mod øst ligger Bornholms Kunstmuseum med skiftende udstillinger. Der er selvfølgelig også en permanent udstilling med mange af vores dygtige kunstnere, både nulevende og afdøde. De lokale busruter stopper lige udenfor hotellet. Ruten mod nord kører mod Allinge og Hammershus Ruin.
Er du mere til shopping kører bussen mod øst både til Gudhjem og Svaneke, som begge er meget smukke gamle byer, der bør opleves.
Kun ca. 3,5 kilometer fra Stammershalle Badehotel ligger Rø Golfklub, der råder over 2 golfbaner.
Old Course er en smuk bane med klipper og sø, og er en temmelig udfordrende oplevelse selv for den kræsne golfspiller.
New Course er en af Danmarks længste baner med udsigt over Østersøen og Christians Ø.