Restauranten

Vi byder indenfor i en hyggelig og afslappet atmosfære med gourmetoplevelser, der tilberedes af sæsonens friske og lokale råvarer.
Det er vores ambition at servere og levere en gourmetoplevelse udover det sædvanlige på Bornholm.

Vores udvalg af vine forbløffer alle gæsterne og holder niveauet i top

Vores menuer er inspireret af sæsonen og lokale råvarer

Få en skøn start på weekenden med en lækker Boble Brunch

vores verdenskøkken på bornholm

Hvor lokale råvarer skaber moderne gastronomi.

Køkkenchef Mathias Nielsen og konditor Emil Vang ved, hvordan Bornholm smager. Fra barnsben lærte de øens sankesteder at kende, men det blev læretiden på fastlandet, som forstærkede kærligheden til de lokale råvarer. Sammen forener makkerparret det nordiske, franske og asiatiske i et bornholmsk funderet verdenskøkken, hvor grøntsager og urter bliver høstet om morgenen og serveret om aftenen.

Året rundt plukker og sanker kokkene råvarer i naturen omkring Stammershalle Badehotel. I foråret samler de ramsløg og granskud i Troldeskoven, langs klippekysten bliver bær høstet om sommeren og i efteråret er skovbunden ved Døndalen fyldt med svampe.

Det giver dig smagen af Bornholm på en tallerken, og en spiseoplevelse, der både i smage, farver og teksturer tager dig helt tæt på årstidernes skiften og naturen, som Restauranten har udsigt mod. 

Hver dag dukker nye nuancer op, som kokkene griber og bruger i de 4- og 7-retters sæsonmenuer, der naturligvis også bliver serveret pescetarisk.

En gourmetoplevelse hos os er derfor aldrig den samme – heller ikke, når du spiser hos os flere dage i træk.

Morgenbuffet med solopgang og bornholmske specialiteter

Dagen begynder på Stammershalle Badehotel med en morgenbuffet, hvor bornholmske specialiteter og hjemmelavede retter igen sætter standarden. Læn dig tilbage i rolige omgivelser, mens du vågner til solopgangen over Østersøen og den diskrete opmærksomhed fra vores dygtige tjenere. Selvom du ikke bor på badehotellet, kan du alle ugens dage booke bord til morgenmad i restauranten.

Ekstra weekendforkælelse med boble brunch

Om søndagen sover vi længe. Først klokken 11.30 serverer vi Boble-Brunch, der byder på køkkenets store udvalg af brunchfavoritter, hvor smag, kvalitet og hjemmelavede delikatesser – som altid – er i centrum. 

Til de mange lækre specialiteter serverer vi traditionen tro kaffe, te, juice og selvfølgelig mousserende vin.

Star Wine List, the guide to great wine bars and restaurants in Bornholm.

Vinkortet - kort fortalt

Gode vine fremhæver maden. Vores Restaurantchef Tim Ottosen sørger for, at vinen understøtter serveringerne, så balancen mellem syre og sødme bliver smagsafstemt. 

Mange af vores gæster vælger vinmenuen eller den store kældervinmenu der er særligt sammensat med udgangspunkt i den aktuelle gourmetmenu. Ønsker du at udforske vores vinkort i dit eget tempo, hjælper sommelieren dig gerne med at finde den rigtige flaske eller blot et enkelt glas.

Vores imponerende vinkælder er hugget ud i de bornholmske klipper. Her opbevarer vi under perfekte forhold vine fra hele verden, selvom vores begejstring for franske og tyske vine ikke lader sig skjule. Det er især de nordlige regioner, heriblandt Bourgogne, Loire og de tyske vinområder, der har vores interesse. Med deres stringente karakterer harmonerer disse vine smukt med vores kulinariske retter.

Vi har en dyb respekt for små producenter, som praktiserer bæredygtig vinproduktion. Selvfølgelig har vi også repræsentanter fra de mere etablerede vinområder, for vi værdsætter muligheden for at følge en vins udvikling over tid. Det er grunden til, at vi har en betydelig samling af ældre årgange fra Bourgogne og Tyskland. Det har også været medvirkende til, at vi udmærker os på den prestigefyldte ’Star Wine List’ som en af bedste vinbarer- og restauranter i verden.

Stemningsfuld spisning med musik

Restaurantens hjerte er det mahognifarvede flygel fra Steinway, hvor professionelle, lokale pianister hver lørdag og på udvalgte datoer i løbet af året sætter sig ved tangenterne. 

Den rolige klavermusik spreder en magisk stemning mellem bordene, når den smelter sammen med havudsigten og smagsindtrykkene på tallerkenen.

Øens smukkeste udsigt på restaurantens terrasse

Den store, åbne terrasse er et naturligt samlingspunkt med en skøn udsigt mod Gudhjem, Østersøen og de bornholmske klipper. Her nyder gæsterne en drink før middagen, morgenmaden under åben himmel eller hviler sig med friskbrygget kaffe efter en dag med oplevelser på Bornholm.

Det er klassisk badehotel – præcis som vi elsker det.

Tilbud i Restauranten

Påskefrokost Langfredag DEN 29. marts

Vi glæder os til at byde velkommen til en dejlig påskefrokost på badehotellet.

Påsken byder på påskeæg, gækkebreve, påskeharer, gule kyllinger, æggejagt, påskefrokoster og masser af andre dejlige traditioner, som man samles om år efter år.

Her på Stammershalle Badehotel vil vi gerne gøre påskefrokosten til et nemt valg.

Læs mere →

Vangs kagebord – lørdage

Du bliver mødt af sirlige chokoladesnirkler, sprøde bunde, bløde mousser og skarpe snit ved Vangs kagebord.

Tag venner og familie med, skænk friskbrygget kaffe i de hvide kopper, sip Stammershalle-the og nyd Emil Vangs elegante kagekreationer, der både forkæler øjne og mund.

Læs mere →

Hotel & Gourmet Restaurant

Ægte Badehotelsstemning på Bornholm